Ulfberht er vikingetidens supersværd. De ægte sværd har inskriptionen ”kors - ULFBERH - kors - T”.

Ulfberth – vikingesværdet var tusind år forud for sin tid

Alle trofaste fans af Game of Thrones fra HBO ved, hvad valyrisk stål er – et urgammelt materiale, som anvendes til at smede unikke, stærke og stort set uovervindelige sværd. De der har forstand på vikingetiden ved, at ideen om et supersværd ikke ligger så langt fra virkeligheden. Vikingerne havde faktisk noget, som kunne minde om et supersværd – Ulfberht.

Forskere har fundet ca. 170 af disse supersværd fra vikingetiden. De stammer fra år 800 til år 1000 og har alle inskriptionen ”Ulfberht”, som nogen mener henviser til deres ophavsmand, samt to kors.

Det mest forbløffende ved sværdet er styrken af det metal, som sværdet er smedet af. Materialet kaldes ”digelstål” og er stærkt og rent. Det virker utænkeligt, at nogen smed på den tid kunne have håndteret det. Faktum er, at stål af den kvalitet første dukker op i Europa 1000 år senere.

Samtidig med, at Ulfberth-sværdet blev smedet, blev der fremstillet sværd af samme kvalitet i Mellemøsten. De er fremstillet af såkaldt damaskusstål, som stammer fra et råmateriale kaldet wootz, som har sin oprindelse i Asien. Både damaskusstål og digelstål har vist sig at indeholde usædvanligt store mængder kul.

Genskabe Ulfberht

For at finde ud af, om det overhovedet var muligt at fremstille et Ulfberth-sværd ved hjælp af vikingetidens metalforarbejdningsmetoder, bestemte smeden Richard Furrer fra Door County Forgeworks sig for at forsøge at fremstille et Ulfberht-sværd i sin smedje i det nordlige Wisconsin, USA. Eksperimentet blev udført som del af Novas National Geographics’ dokumentar om Ulfberht.

Ved at anvende en gammel oven fra Mellemøsten lavet af ler og mursten – en såkaldt digelovn – begyndte Furrer med at smelte jern med kul for at skabe selve stålet. En af hovedforudsætningerne for at fremstille rent stål af høj kvalitet er varme. Ovnen skal have en temperatur på op til 1650 grader celsius for at kunne adskille stålet fra urenheder, også kaldet ”slagge”.

Degelstål är svårt att bearbeta och det tar tid att omforma göt till svärd.

Digelstål er svært at bearbejde, og det tog Furrer hele elleve timer at forme stålet i digelovnen til et sværdblad. Derefter tog det flere dage at lave inskriptionen og de to kors. Furrer mejslede først stål væk, for dernæst at placere bogstaverne og korsene på sværdbladet. Derefter blev sværdet varmebehandlet, således at inskriptionen fusionerede med sværdstålet. Efter afkøling af metallet og dernæst flere timers polering kunne Furrer endelig se resultatet, et perfekt udformet sværd. Det beviser, at det var muligt at smede et sværd af den højeste kvalitet i vikingetiden.

Hvor kom stålet fra?

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vikingerne fik fat på stålet. ”Det store mysterium er, hvor de fik fat i råmaterialerne” siger Furrer til Nova. ”Vi har ingen beviser for, at fremstillingen af digelstål fandt sted i Europa før 800 år senere”.
Ifølge Fredrik Charpentier Ljungqvist, der er forsker på Stockholm Universitet, er svaret muligvis ganske enkelt. Selvom kendskabet til at fremstille digelstål ikke fandtes i Europa i vikingetiden, viser sværd i damaskusstål, at denne viden fandtes i Mellemøsten. Genstande fra arkæologiske udgravninger fra vikingetiden viser også, at datidens skandinaver handlede med Østen. Man ved også, at de kunne rejse til søs – på floder og søer – hele vejen fra Mälaren i Sverige til Nordiran, den såkaldte Volgarute.

”De fleste Ulfberht-sværd er dateret til samme tidspunkt, som Volgaruten var åben på”, fortæller Charpentier Ljungqvist til Nova. ”Jeg mener, at det er meget sandsynligt, at stålet i Ulfberht-sværdene stammer fra Iran. Jeg vil gætte på, at vikingerne købte stålet fra venligtsindede handelskontakter i Iran – som blev betalt med pels og andre nordiske råvarer – og vikingerne tog derefter stålet med sig hjem i de små både, som blev anvendt på floderne.”  Dr. Alan William fra Wallace Collection i London er en af verdens førende eksperter, når det gælder historiske stålvåben. Williams er enig med Charpentier Ljungqvist: ”Efter 1000-tallet blev Volgaruten lukket, og fremstillingen af Ulfberht-sværd stoppede, hvilket for mig er et stærkt bevis på, at sværdene blev fremstillet af importerede råmaterialer, forklarer han.

Hvem eller hvad var Ulfberht?

Når spørgsmålet om materialets oprindelse er opklaret, står vi tilbage med det store spørgsmål: hvem eller hvad var Ulfberht? Det er risikabelt at lave inskriptioner på et sværd, da der er risiko for, at man beskadiger sværdbladet i processen. Kun en meget dygtig håndværker kan have haft de færdigheder, der kræves for at lave inskriptioner i Ulfberht-sværdet. Navnet og de to kors må havde haft stor betydning, idet selve inskriptionen kræver meget ekstra arbejde. Først mente man, at Ulfberht var navnet på den, der fremstillede sværdene, men da de blev fremstillet over en periode på 200 år, kan de umuligt være fremstillet af én person alene.

Ulfberht var inte bara en prestigepryl för vikingakrigarna. Att ha ett svärd med högkvalitativt stål som höll för hugg och pareringar, ökade också chanserna att överleva i strid.

Symbolik og magi

Hvor Ulfberht er et frankisk navn, var korset et symbol, som normalt kun blev anvendt af højtstående medlemmer af den romersk-katolske kirke, f.eks. biskopper og abbeder. Selvom den katolske kirke var stærk modstander af de hedenske vikinger, var kirken samtidig en stor producent og forhandler af våben. Hvis sværdet blev fremstillet af katolikker, og dernæst smuglet nordpå til kirkens svorne fjender, hvordan fik kirken så fat på stålet? Teorien om, at vikingerne tog stålet med hjem fra Mellemøsten, virker mere plausibel.

Dr. Williams mener, at der findes flere forskellige grunde til, at en skandinav kan have brugt korset og et fremmed navn. ”Korset og navnet kan have haft en magisk betydning, de kan været kopieret fra symboler fra det gamle Romerrige, og navnet kan være anvendt, fordi nogen godt kunne lide det. Det svarer til at sætte et Apple-symbol på sin computer”, siger han til Nova.

Piratkopier

Ud af de 44 Ulfberht-sværd, som Williams har undersøgt, har 33 inskriptionen ”kors – ULFBERHT – kors”, mens 11 har inskriptionen ”kors – ULFBERH – kors – T”. Ifølge Williams er det blot de sidstnævnte 11 sværd, som er fremstillet af digelstålet med højt kulindhold. De 33 andre sværd er fremstillet af stål af en ringere kvalitet, hvilket betyder, at de sandsynligvis er kopier.

”De er naturligvis samtidige forfalskninger. De blev fremstillet af samtidige personer, som forsøgte at tjene penge på Ulfberhts ry. De er sandsynligvis fremstillet af håndværkere med ringe forstand på fremstillingsprocessen og til kunder med ringe forstand på sværd. For den intetanende køber kunne sværdet ligne et ægte Ulfberht-sværd, men der var større risiko for, at det gik i stykker, hvilket er yderst uheldigt i kamp”, afslutter Williams.

Ulfberhts identitet vil sandsynligvis forblive et mysterium, men der er ingen tvivl om, at navnet havde samme betydning dengang, som mærker som Rolex og Gucci har i dag. Eller, for at citere Fredrik Charpentier Ljungqvist, ”De var sværdets Rolls Royce”.

Tekst: Isabel Kliger, Illustration: Cecilia Rudengren