ACETYLENSPALTNING, HVAD ER DET? OG HVORDAN HÅNDTERER MAN DET?
Acetylen er en alsidig gas med flere forskellige anvendelsesmuligheder. I blandinger med oxygen anvendes den ved svejsning, skæring, lodning, forskellige varmeapplikationer m.m. Det er en kendsgerning, at acetylen er den eneste brændgas, der kan anvendes både til svejsning og skæring. Trods gassens åbenbare fordele er der nogle forhold, som man bør overveje i forbindelse med brug og håndtering af produktet. Acetylenspaltning er et begreb, som mange har hørt om, men som få har oplevet.
Hvad sker der?
Ved spaltningen sønderdeles acetylen ved energiudvikling, dvs. tryk og temperatur stiger i flasken med risiko for eksplosion som slutresultat. Acetylen kan ikke komprimeres på samme måde som luftgasser, f.eks. argon, eftersom gassen let bliver ustabil og spaltes ved temperatur- og trykstigning. Acetylenflasken indeholder derfor en porøs og absorberende masse samt acetone, der udløser store mængder acetylen. Den porøse masse begrænser den tilgængelige volumen til en spaltning, hvilket eliminerer risikoen for spaltning ved normal håndtering.
Forskellige årsager
En spaltning kan starte på flere forskellige måder. Hvis flasken udsættes for stød eller slag, kan der opstå et hulrum i massen, hvilket skaber forudsætninger for spaltning. Acetylenflasken skal derfor behandles med en vis forsigtighed. Udsættes flasken for varme, f.eks. ved brand, øges risikoen for spaltning også. Sørg for at placeringen af acetylenflasker, f.eks. på svejsevogne, er tydeligt mærket, og at flaskerne er nemme at fjerne ved eventuel brand. En anden kilde til varmeudvikling er gennemgående tilbageslag og flashback i brændere og slanger ved svejse- og skæreapplikationer. Brug altid kontraventiler på brænderen samt tilbageslagssikring på acetylenregulatoren. Det anbefales også, at man anvender tilbageslagssikring på oxygenregulatoren. En anden mulig årsag til spaltning er et fejldimensioneret rørledningssystem til acetylen. Det er her yderst vigtigt at følge de gældende dimensioneringsregler. En for stor rørledningsdiameter kombineret med for højt acetylentryk fører let til spaltning. Med et korrekt udført system elimineres risikoen dog mærkbart.
Forstå tegnene
Hvordan ved jeg, om der er påbegyndt spaltning i flasken? En enkel måde er ved at mærke på flasken med hånden, hvis det er muligt. Et tegn på spaltning er, at du kan mærke en tydelig varmeudvikling i flasken. Konstateres der spaltning, skal gældende sikkerhedsrutiner følges med vandkøling af flasken, evakuering af lokaler, tilkaldelse af redningstjenesten osv. Brochuremateriale til håndtering af gasflasker ved brand fås hos din gasleverandør.
Tekst: Bo Williamsson Foto: AGA