Første kunstværk skabt af Rummet
Der er ikke noget jordnært ved Hannes Tomanis og Ivo Lundin Hatjes eksamensprojekt fra Forsberg-skolen i Sverige. “Kunst uden for de menneskeskabte grænser” kalder de to kunstnere deres banebrydende projekt “Art By Space”, hvilket ̶ ret bogstaveligt ̶ er skabt af Rummet.
Hannes Tomani, tekstforfatter, og Ivo Lundin Hatje, art director, begyndte at arbejde sammen, da de studerede på Forsberg. Forsberg er en videregående uddannelsesinstitution i Stockholm, som beskæftiger sig med reklame, tekstforfatning, grafisk design og spiludvikling. Verdens første kuratorer af rumkunst forklarer, at de anså deres eksamensprojekt for en unik mulighed for at skabe lige hvad de havde lyst til. “Så vi skabte et maleri fremstillet af rummet og dets ukontrollerbare kræfter ̶ Art By Space. Fordi hvorfor fanden ikke?” skriver de på deres fælles hjemmeside.
Konceptet for Art By Space er enkelt, men langt ude. En heliumfyldt vejrballon blev frigivet og sendt op til omkring 33.000 meters højde. En kasse med et hvidt lærred og nogle mindre balloner fyldt med luft og maling i forskellige farver var bundet til vejrballonen. Efterhånden som den større ballon steg til vejrs, faldt lufttrykket gradvist, hvorved de farvefyldte balloner begyndte at udvide sig.
Ballonerne begyndte at springe én efter én ved 20-30 kilometers højde, og skabte derved kunstværket ”Beyond Borders” – et maleri som malede sig selv uden påvirkning fra mennesker, blot ved at stige op i Rummets vakuum. Hele processen blev filmet, og du kan se filmen her.
“Ideen kommer af, hvor skørt, vi mener det er, at de grænser, som vi selv har skabt, har så stor en indflydelse på, hvordan vi behandler andre. Det er grunden til at vi ville ud i Rummet, højt over de synlige og usynlige grænser, som vi har konstrueret. Hvor mennesket ikke har nogen magt,” forklarer Tomani til det svenske designmagasin Cap & Design.
“Det er et værk til hele verden,” fortsætter Lundin Hatje. “Universets kræfter behandler os alle ens, uanset nationalitet, religion eller etnisk baggrund. Det er de samme kræfter, som skabte maleriet. Vi håber at sælge værket på auktion for en stor sum penge, som vi så vil donere til en organisation, som har evne til at ændre verden.”
Tomani og Lundin Hatje blev hjulpet af Astronomisk Ungdom (AU), som er en NGO, der ønsker at fremme interessen for astronomi og Rummet blandt unge i Sverige. AU har erfaring med at sende vejrballoner op i atmosfæren, og støttede initiativet ved at levere det nødvendige udstyr til at sende projektet fra jordens overflade og ud i Rummet.
Alle indtægter fra salget af ”Beyond Borders” blev doneret til den internationale humanitære hjælpeorganisation og modtager af Nobels Fredspris, Læger uden Grænser.
Text: Isabelle Kliger
Foto & Illustration: Cecilia Rudengren