Mindre sprøjt ved CO2 svejsning ved at bruge en anden gas?

SPØRGSMÅL TIL AGA: Kan man få mindre sprøjt ved CO2 svejsning ved at bruge en anden gas? Jeg bruger en blandgas.

SVAR FRA AGA: Jeg går ud fra, at du svejser i sort stål og bruger en 82/18 gas. (82% argon og 18% CO2). Ved svejsning i rent stål vil du kunne opnå væsentligt mindre sprøjt ved at bruge en lavere oxyderende gas, f.eks. MISON 8, som kun indeholder 8% CO2 og resten argon. MISON 8 er en af arbejdsmiljøgasserne, så du får i tilgift reduceret den ozon lysbuen frembringer. Dette vil mindske risikoen betydeligt for at svejseren får det skadelige ozon i sit arbejdsmiljø.

Alt andet lige er det den aktive gas (CO2) der giver sprøjtet. Du vil yderligere opnå ca. 10% hurtigere svejsning.

Da det også er den aktive CO2 gas, der giver indtrængning, bør du indstille til ganske kort lysbue (- det skal lyde, som når man steger æg) for denne type beskyttelsesgas.

Jo mere CO2 vi har i en gas, jo bedre ”brændes” rust, glødeskaller, maling, tectyl, primer og hvad man nu kan finde på at hælde på pladerne, som giver porøsitet i svejsningen.

Andre faktorer der kan afhjælpe svejsesprøjt er: korrekt forhold mellem trådhastighed og spænding, eventuelt induktans, god kontaktdyse, ren trådliner og trådhjul og en god returforbindelse via jordklemmen. Håber du får et bedre resultat!